139
Saa gav Mesteren ham ogsaa Lov at gjøre et Forsøg, og sit eget Kammer fik han da ogsaa. Da han nu havde arbejdet her en Tid lang, kom en Dag Mesteren ind, for at se, hvor vidt han var kommen. — »Her skal I se. Mester! nu er Tegningen til Uret færdig, og nu skal jeg til at støbe.« — »Lad mig da se!« sagde Hof-Urmageren og satte Brillerne paa. »Ja, se jer kun om!« sagde Læredrengen. Mesteren gjorde saa: han saa' op ad Stolper og ned ad Vægge, han glode op i Loftet og stirrede ned paa Gulvet, men hvor han saa', var alting overmalet med de sælsomste Figurer. »Hm!« sagde Hof-Urmageren, »ja, her ser rigtig nok godt ud!« og saa gik han sin Vej. En Maaneds Tid efter kom han igjen, for at se til ham, »Ja, se her!« sagde Læredrengen til Mesteren, »nu er al Ting til det kunstige Ur støbt, og nu skal det blot sættes sammen, saa er det færdigt.« Og dermed fremviste han sit Støbegods. Det saa' underligt nok ud. — Hvad mon det skal blive til? tænkte Hof-Urmageren, men han sagde ikke noget, han nikkede bare og gik sin Vej.
Efter nogen Tids Forløb kom han atter igjen, og denne Gang kommer Læredrengen ham i Møde og siger: »Ja, vil nu Mester se, for nu er Uret sat sammen, fix og færdigt, og nu maa vi prøve det.« »Ja, det maa vi,« sagde Mesteren og satte sig for Bordenden. Saa blev Uret løftet op paa Bordet, og det gik virkelig rundt, som Kongen havde forlangt, og endte med at slaa lige ud for Mesteren, der spillede Majestæten og sagde: »Her sidder Kongen!« Mesteren blev sjæleglad, og Uret maatte nu gjøre sin Rundtur mange Gange til alle Svendenes Fornøjelse.
Paa den bestemte Dag meldte Hof-Urmageren paa Slottet
