161
gav sig til at skrige højt, men der var jo ingen, der kunde høre hende, og Døren var kikket af. Soldaten gav sig da til at snakke godt for hende, at hun skulde ikke være bange, det var ham, der havde siddet og spillet saa kjønt inde i Hjorten, og naar hun nu vilde tie med ham, saa vilde han blive og more hende baade med Sang og Spil, og han skulde ingen Fortræd gjøre hende. Saa snart Kongen kom, skulde han strax krybe ind i Hjorten igjen, og saa var der jo slet ingen, som kunde faa at vide, at han var der. — Ja, hun syntes jo ogsaa, det kunde være rart at have noget at more sig med, og hun gav ham saa Lov at blive der. Saa samlede hun sammen, hvad hun havde levnet af Mad og Drikke — en Flaske Vin var der ogsaa —, og Soldaten fik sig en god Aftensmad. Da det saa blev Sengetid, saa bad han, om han maatte blive siddende paa en Stol om Natten, for om Dagen havde han jo saa lidt Plads til at strække sig der inde i Hjorten. — Det, fandt hun, var et rimeligt Ønske. Snart efter laa Prinsessen og sov sødelig i sin Seng, og Soldaten sad paa sin Stol uden for Sengen og nikkede.
Paa samme Tid var Kongen ogsaa ved at gaa i Seng. Alt imens han klædte sig af, gik han og tænkte paa Guldhjorten, den kunde han slet ikke faa ud af sit Hoved, og saa fik han da saadan en urimelig Lyst til at høre bare et lille Stykke endnu, inden han gik til Ro. Og da han altid var vant til at gjøre, hvad han havde Lyst til, saa fik han i en Fart Klæderne paa igjen, og skyndte sig hen til Taarnet. Soldaten sad imidlertid i sin Stol og var lige begyndt at blunde lidt; men da han hørte Kongen komme op ad Trappen, blev han lysvaagen, og i det Øjeblik, Kongen stak Nøglen i Døren, hvad gjorde saa Soldaten! — Han krøb ikke ind i Hjorten igjen, som han havde lovet; men han sprang lige op i Sengen og lagde sig ved Siden af
