2
paa de Skjælmsstykker, han kunde finde paa. Hans bedste Morskab var at kyse Folk og gjøre andre bange; men selv var han ikke bange for nogen Verdens Ting, hverken for Dyr eller Mennesker.
Da Hans nu voxte til og snart kunde blive til en hel Karl, saa mente hans Forældre dog, det var paa Tiden, han blev avet lidt; og endskjønt hans Moder var meget øm om Hjærtet ved det, saa bragte hans Fader ham hen til Degnen og bad ham tage Drengen i Huset og hverken spare paa Hug eller onde Ord for at faa sat Skik paa ham. Det allervigtigste, mente Faderen, det var, om Degnen kunde faa sat Skræk i ham, saa der dog var noget, han var bange for; ellers vilde det gaa ham rent galt, naar han blev stor og skulde ud i Verden. — Ja, det mente Degnen jo nok, han kunde lære ham.
Saa er det en Helligaften silde, saa siger Degnen til Hans: »Nu har det Svin af en Ringer drukket sig fuld igjen og glemt at ringe med Kirkeklokken. Du faar gaa op og gjøre det; dèr har du otte Skilling for det.« — »Ja vel,« siger Hans, han er strax rede, og han afsted i Mulm og Mørke op over Kirkegaarden og op i Klokketaarnet; han syntes, det var en hel Fornøjelse, og han ringer og kimer, saa det kan høres over syv Kirkesogne.
Da Hans er færdig og skal ned af Taarnet, saa staar der et langt hvidt Spøgelse paa Trappen og spærrer ham Vejen. »Er du levende, saa tal! er du død, saa skrup af med dig!« siger Hans. Men Spøgelset flyttede sig ikke, det blev staaende og truede ad ham. Saa rendte Hans ind paa det og væltede det om, saa det rullede ned ad Vindeltrappen. Dèr lod Hans det ligge, og saa gik han hjem i Degnestuen og lod som ingen Ting.
»Mødte du ikke nogen?« spurgte Degnekonen. »Jo,« sagde
