164
Mand om, hvor fattig og elendig han er, og hvor haardt det holder for ham med alt sit Slid og Slæb at faa tjent saa meget, at han kan sulteføde sig og sine, saa siger den fremmede: »Ja, det er jo et Hundeliv; men det kommer an paa dig selv, om du vil have det bedre. Det kunde jeg nok hjælpe dig til. Naar jeg blot maa have det, som hører dig til og som nu er hjemme i din Stue, uden at du selv véd af det, saa vil jeg give dig fuldt op af Mad og af Penge og af alt, hvad du ønsker dig, saa længe du lever.«
Det smagte den fattige Mand lidt paa, men han tænkte ved sig selv: »Hvad jeg ikke selv véd af, har jeg ingen Gavn af, saa det kan han godt faa, naar jeg faar alt det gode, han lover mig.« Saa slog han til og lovede den fremmede Mand med Haand og Mund, at, naar han fik alt det gode i Bytte, saa maatte den anden have alt, hvad der var hjemme i hans Stue, men han ikke selv vidste af. — »Og hvad kan saa det være?«, sagde han.
»Aa,« sagde saa den fremmede Mand, »hvad jeg vil have, og hvad du nu har lovet mig, saa du kan aldrig gaa fra det, det er ikke andet end det Barn, din Kone nu gaar med, — I har jo Unger nok foruden — det bliver en Dreng, og I kan faa Lov at beholde ham, til han er fjorten Aar gammel. Paa den Dag, han fylder de fjorten, saa møder du med ham paa dette samme Sted. Men du maa ikke lade ham lære enten at læse eller skrive og ikke lade ham komme til Præsten.« — Den fattige Mand blev jo helt trang om Hjærtet, da han fik at vide, at han havde lovet sit Barn bort, før han vidste, det var til; men det var nu en Gang gjort, og gjort Gjerning er halv forsvaret. Saa gik han hjem til sit Hus og havde fra den Dag af fuldt op af Mad og Penge og af alt, hvad han ønskede sig.
