165
Nogen Tid efter fødte Konen et Drengebarn, som voxte og trivedes vel og som blev saa meget klogt og lærenemt, langt forud for andre Børn. Han blev ikke sat i Skole, men fik Lov at blive gaaende hjemme og skjøtte sig selv. Faderen gav sig ikke af med ham; han knap saa' til ham, for han havde jo en ond Samvittighed. Men hvordan han saa bar sig ad med det, saa lærte Drengen sig selv baade at læse og skrive, og han slugte alle de Bøger, han kunde faa fat paa, og han støvede de underligste Bøger op, baade hos Smedden og hos Degnen og Gud véd hvor; saa da han var tretten Aar gammel, kunde han en hel Del mere end sit Fadervor, som man siger.
Nu var der jo et Aar til, at Faderen skulde af med ham efter Akkorden med den fremmede i Skoven. Saa en Dag siger Drengen til ham: »Tag nu en Kniv og skær en trebenet Stol og et trebenet Bord til mig! — for jeg véd godt, at du har lovet mig bort til den onde, og der er allerede sat en Stol til mig i Helvede. — Du maa ikke bruge andet Redskab til det Arbejde end din Tollekniv; og se nu til, du kan faa min Stol og mit Bord færdige, inden Aaret er omme! For hver en Spaan, du skær af Stolen her, gaar der en Spaan af den Stol, der er sat til mig i Helvede.«
Faderen tog strax fat paa Arbejdet, han snittede og han skar, og da Aaret var omme, var baade Stol og Bord færdige. Saa paa den bestemte Dag, da Drengen fyldte sine fjorten Aar, gik Fader og Søn ud i Skoven med den Stol og det Bord. Dér slog Drengen en Kreds paa Jorden og sagde til Faderen, at den maatte han blive inden for i et helt Døgn. Naar han holdt sig dèr, saa kunde den onde ikke krumme et Haar paa ham; og naar det ene Døgn var ude, saa var han fri og kunde gaa, hvor hen han vilde. Fanden havde ikke mere noget Krav
