167
det spurgtes omkring i Verden, og en ren Jomfru fik Hjærte til at rejse hen efter ham.
Det skete ogsaa omsider, at en Jomfru kom flyvende, tog ham i sine Arme og fløj bort med ham, ingen vidste hvor hen. Og den Jomfru var en Prinsesse, som bode paa et Slot langt, langt borte, sønden for Solen, østen for Maanen og midt i Vinden. Hun kom, hele den lange Vej, for at befri ham; hun tog ham hjem med sig til sit Slot, og dèr gjorde hun ham til sin Fæstemand, og de levede en Stund dèr glade tilsammen.
Brylluppet var allerede bestemt, at det skulde staa om Maanedsdag. Da sagde Ungersvenden til sin Jomfru, at før han kunde ret fæste Bo og slaa sig til Ro med sin yndige Brud paa det dejlige Slot i det fremmede Land, saa maatte han se sin Moder igjen; hende længtes han efter, og han vidste jo, at hun gik og sørgede over ham baade Nætter og Dage. »Som du vil,« sagde Prinsessen; jeg skal bringe dig hjem til din Moder, og du kan blive dèr saa længe du selv vil. Her sætter jeg min Ring paa din Finger. Længes du efter mig og vil vende hid tilbage, saa drej kun paa den Ring og ønsk dig til mig; saa er du her strax. Men vov ikke paa at ønske mig til dig! Gjør du det, saa er det ude med al vor Glæde.«
Han lovede alt; han kom snart igjen, sagde han; han vilde kun se sin Moder og stille hendes Kvide. Saa fløj hun med ham til hans Fædrenehjem, satte ham uden for Huset og var borte med det samme. Da han nu kom ind, saa blev begge hans Forældre jo baade forundrede og glade, for de havde aldrig ventet at se ham mere. Og da han fortalte dem om al sin Lykke og Herlighed, saa glædede de sig jo med ham; men de kunde dog ikke forstaa, sagde de, hvorfor de ikke ogsaa maatte
