168
faa hende at se, den dejlige Prinsesse, som havde frelst ham og som nu skulde være hans Brud.
Det kom de bestandig tilbage til: hvor glade de end var ved at se ham igjen og høre om hans Lykke, saa kunde de dog slet ikke finde sig i, at de aldrig skulde faa den Jomfru at se og faa takket hende for al hendes Godhed og Kjærlighed imod ham. Holdt hun rigtig af ham, saa vilde hun ogsaa nok unde dem den Glæde. Han sagde mange Gange, at det kunde der ikke være Tale om: hun havde forbudt ham at ønske hende til sig. Men da Forældrene blev ved at trænge paa, og han jo ogsaa længtes meget efter sin Fæstemø, saa en Dag, han gik ude i sin Faders Have, saa drejede han paa Ringen og ønskede hende til sig. Og i det samme kom Prinsessen flyvende, snappede Ringen af Fingeren paa ham, gav ham et Ørefigen, saa han tumlede ved det, og i det samme var hun borte igjen. Dèr stod han saa ene tilbage og grundede paa, at nu havde han da forspildt al sin Lykke; for nu, Ringen var borte, hjalp det ikke, han ønskede sig til hende: han blev lige godt, hvor han var.
Hjemme hos sine Forældre kunde han ikke udholde at blive. Han tog Afsked med dem og vandrede ud i Verden, for at opsøge sit tabte Paradis. Han gik og han gik, han vidste ikke selv, hvor hen. Saa var det en Dag, han gik midt inde i en tyk Skov, dèr traf han paa et Par Smaadjævle, som stod og djævledes. »Hvad djævles I om?« sagde Ungersvenden. Jo, sagde de, det var da om et Par Tøfler, de havde fundet, af den Slags, som kan tage ti Mil i ét Skridt. Enhver af dem vilde have de Tøfler, og enhver af dem sagde, det var ham, der havde fundet dem. »Hvad er nu det værd at djævles om?« sagde Ungersvenden; naar hver af jer faar en af dem, saa kan
