4
Nu vilde Degnen ikke have mere med Hans at skaffe; han maatte hjem igjen til sine Forældre; men nu var hans Fader vred til Gavns og talte ham haardt til for hans Vanartighed. Han vilde ikke have ham hjemme; men Dagen efter gik han til Præsten og bad ham om at tage Hans i Huset, han vilde fornøje ham godt for det, om han kunde faa sat Skræk i den Dreng; det mente Faderen, var, hvad han allermest trængte til. — »Ja, lad kun Drengen komme!« sagde Præsten, »jeg skal nok faa pillet Kryheden ud af ham.« Saa kom Hans da til Præsten.
Det var nu en Lørdag Aften hen ad Midnat, saa kalder Præsten paa Hans og siger til ham: »Plør, min Søn! jeg har glemt min Bibel oppe i Kirken, dèr ligger den paa Alteret, og jeg skal bruge den til i Morgen tidlig. Spring op og hent mig den! Dèr har du tolv Skilling for din Umage.«
Ja, Hans var strax paa Benene; han fik Kirkenøglen med sig, han gik op over Kirkegaarden og lukkede sig ind i Kirken, og han fandt rigtig Vejen op ad Kirkegulvet og lige op til Alteret. Dèr stod en høj sort Mand og læste i Bogen; han kunde nok læse i Mørke, for hans Øjne var røde som Ildsluer. »Med Forlov,« sagde Hans, saa snappede han Bogen ud af Haanden paa ham, og saa gik han ganske rolig samme Vej tilbage, laasede Kirkedøren efter sig og bragte Præsten Bogen og Nøglen.
»Saa' du ingen Ting underligt?« spurgte Præsten. »Nej,« sagde Hans, — »jo, det er sandt: der stod en lang sort én og læste i Præstens Bog; saa sagde jeg: med Forlov, og saa tog jeg den fra ham?« — »Blev du ikke bange?« spurgte Præsten. »Nej,« sagde Hans, »det véd jeg ikke, hvad er.« — »Ja, gaa du saa kun hjem til dine Forældre!« sagde Præsten, »dig kan jeg ikke lære noget.«
