Side:Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu/22

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

6


med paa Vejen. Hun fulgte ham ud af Porten, kyssede ham og græd og sagde: »Vor Herre holde sin Haand over dig, min stakkels Dreng!«

Hans travede nu ret ud ad Landevejen saa lang Dagen var. Naar han ikke maatte være hjemme, syntes han, det var bedst at komme saa langt bort som muligt. Hen ad Aften var han da baade træt og søvnig, og da han just var kommen lige ud for en Kirkegaard, saa gik han dèr ind og lagde sig ned i det høje Græs inden for Diget, og dèr faldt han strax i en sød Søvn.

Ud paa Natten vaagnede Hans, det var nok af Nattekulden; saa stod han op og bankede sig med Armene og stampede med Benene, og løb sig en Tur Kirkegaarden rundt, saa der kom Varme i Lemmerne. Saa satte han sig ned paa en Grav og fik sin Madpose frem og tog sig en Bid. Da saa' han lidt fra sig, at der sad fire sorte Karle om en Gravsten og spillede Kort. Saa hørte han, de sagde, at den ene af dem havde tabt alle sine Penge, saa han maatte gaa af Spillet. Da huskede Hans paa, at han havde sine tyve Skilling i Lommen, og han gik hen til dem og sagde, at han vilde gjærne være fjerde Mand. De gjorde Plads for ham, og han satte sig ned imellem dem og gav Kort og spillede med dem en Stund. Det var ikke store Penge, de spillede om, men Hans vandt dog tyve Skilling fra dem. Saa siger den ene af dem:

»Nu galer Hanen den røde,
til Jorden skal alle de døde.«

Lidt efter siger den anden:

»Nu galer Hanen den hvide,
til Jorden skal alle nu skride.«