Side:Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu/23

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

7


Og lidt efter siger den tredje:

»Nu galer Hanen den sorte,
nu lukkes alle de Porte.«

Og i det samme springer de op og vil afsted. — »Nej, stop!« siger Hans; »lad mig først faa mine tyve Skilling, som jeg har vundet!« Saa gav de ham nogle Skillinger; men dem kjendtes Hans ikke ved: det var nogle løjerlige gamle Penge, og helt irrede var de. »Nej Tak!« sagde Hans »dem kan jeg ikke bruge; lad mig faa saadan ordentlige tyve Skilling som dem, jeg har sat paa Spil!« Men de sorte rystede paa Hovederne, saa alle Tænderne klaprede, og de vilde da bort. »Aa, I er nogle rigtige Snydere,« sagde Hans, og saa slog han til dem, saa Dødningehovederne trillede hen ad Jorden. De skyndte sig og fik dem samlet op igjen og tog dem paa, ligesom man ellers sætter sin Hat paa, og saa benede de af, alt hvad de kunde.

Hans stod endnu og skjældte efter dem, da stod der en gammel Mand for ham, han havde et langt hvidt Skjæg og var ellers indhyllet i en stor sid Hættekappe, som det kunde være et Ligklæde. »Hvorfor slaar du mine Drenge?« siger han. — »For de har snydt mig,« siger Hans, »og givet mig gale Penge.«  — »Du er nok ikke bange af dig,« siger Manden. Nej, det vidste Hans ikke, hvad var. »Det kan jeg godt lide dig for,«  siger den gamle. »Hvem er du?« spurgte Hans. »Jeg er Døden,«  sagde Manden. »Naa, er du det?« sagde Hans, »kan du saa ikke give mig mine tyve Skilling, som dine Drenge har snydt mig for?« — »Nej,« sagde Døden, »de bød dig, hvad de havde; andre Penge har vi ikke her. Vi har kun dem, der er lagt i Graven med de døde, og den Skik er nu gaaet af Brug for længe