10
Den Stue, han først kom ind i, dèr brændte der Lys rundt om langs alle Væggene. Dèr fra førte Døden ham ind i en større Sal, der ogsaa var helt omsat med brændende Lys; og dèr fra kom de ind i et uhyre stort Rum, saa højt og saa langt som en Domkirke, og dèr brændte der mange Tusende Lys baade oppe og nede, saa der var lige saa lyst dèr inde som ude i den klare Dag. Der var Lys af alle Slags og af alle Størrelser. Nogle var saa store som Kirkelys, andre var mellemstore, og andre var ganske smaa, som dem, man har paa Juletræer. Nogle Lys var af Vox, andre var ganske simple Spiddelys. Nogle blussede højt op og brændte hurtig, andre havde kun en ganske lille Tande og brændte svagt, men rolig. Nogle var endnu som ganske hele og nytændte; men andre brændte allerede helt ned i Stagerne og var lige ved at brænde ud.
»Hvorfor brænder du saa mange Lys her?« spurgte Hans. »Jo,« sagde Døden, »det hører med til min Bestilling, for det er alle Menneskers Livslys; og for hvert af dem, der er udbrændt, har jeg et Menneske at hente. — Der er alle Slags, som du ser: somme er store og andre er smaa; somme er lange endnu, det er deres, som endnu har et langt Liv for sig; somme er snart udbrændte, med dem er det snart ude. Men med dem alle faar det dog en Ende.«
Saa bad Hans ham om at vise sig sine Forældres Livslys. Det gjorde Døden ogsaa: Faderens Lys var da langt endnu, men af Moderens var der kun meget lidt tilbage. Da bad Hans saa bønlig, om han ikke maatte bytte de to Lys om; og det fik han ogsaa Lov til. »Men hvor er mit Lys?« spurgte Hans. »Det brænder dèr højt oppe,« sagde Døden, og saa pegede han det ud for Hans. Det var et stort og stadseligt Lys, et af de allerkjønneste der var, saa det var Hans vel fornøjet med.
