11
»Nu skulde du jo have lidt for dine tyve Skilling,« sagde Døden. Saa gik han hen til en tom Stage, hvor Lyset var helt udbrændt og udslukket, saa der var kun noget smeltet Vox tilbage i den. »Det har været et stort Lys,« sagde Døden, »og det er helt udbrændt i Guds Tjeneste. Derfor er der megen Kraft ved den Smule Vox.« Og saa fortalte hans Hans, at i et Kongerige langt borte dèr var der en Konge, som havde været rørt af Lamhed i mange Aar; og til den, som kunde helbrede ham, havde han udlovet sin Datter og det halve Rige strax, og det hele efter sin Død. »Dèr skal du rejse hen,« sagde Døden, »og tage Tjeneste i Kongens Gaard, ved hvad du kan faa. Det vil da blive dig paalagt, at du aldrig maa nævne Kongen; for han har udgivet den Lov, at hvem der gjør det, skal enten helbrede ham eller miste sit Liv. Du skal da nævne Kongen og mage det saa, at han faar det at høre, saa at du faar Adgang til ham. Det Vox, jeg her giver dig, det kan helbrede ham. Men du maa være saa forsigtig, først kun at helbrede hans højre Arm og saa lade ham give dig det skriftlig, hvad du skal have for at helbrede ham helt. Ellers kunde du let blive narret og ikke faa, hvad der er udlovet. — Gjem det nu godt; og saa far vel saa længe!« sagde Døden; »du kan ellers slippe nemmere ud, end du kom ind.« Og saa førte Døden Hans op til den øverste Omgang og lukkede ham ud ad en Dør, der var; saa stod Hans ude paa Kirkegaarden, og i det samme randt Solen op.
Hans gav sig da paa Rejsen og spurgte sig frem om Vejen til det Kongerige. Ja, det var der langt til, sagde man; men han blev ved at vandre Dag efter Dag, og hver Aften tiggede han sig lidt Mad og Nattely til hos gode Mennesker, og saadan gik det længe, indtil en Aftenstund, han kom til en Mølle. Dèr gik
