12
han ind og spurgte, om de vilde give en fattig Dreng lidt at leve af og Lov at ligge dèr Natten over; han havde en lang Rejse for sig. »Ja,« sagde Mølleren, »et Maaltid Mad kan du vel faa; men Husly kan vi ikke give dig her; for vi kan knap nok huse dem, vi skal.« Og saa fortalte han, at der laa en gammel Herregaard der i Nærheden, hvor det spøgede saadan, at Folkene ikke kunde være der uden om Dagen: hver Nat kom de og laa hos Møllerens, saa han havde da Huset fuldt. »Saa kunde jeg kanske faa Lov at ligge oppe paa Gaarden,« sagde Hans, »dèr maa da være god Plads, og Spøgeri er jeg vant til, det gjør ikke mig noget.«
I det samme kom Herskabet kjørende fra Gaarden, og da det blev meldt, at der var en fattig Vandrer, som gjærne vilde søge Nattely dèr, saa var der heller ingen Ting i Vejen, naar han vilde staa sin egen Fare. »Og der er fuldt op af Mad og Drikke der oppe,« sagde Herremanden, »det kan du tage af, hvilket du vil.« — »Ja, jeg siger saa mange Tak,« sagde Hans, og han vilde da strax afsted. — »Naa,« siger saa en af Møllerens Karle til en af Folkene fra Gaarden, »nu kan du faa Selskab. Du har saa tit pralet af, at du turde godt blive paa Gaarden, blot du kunde faa én med. Nu er her en Lejlighed.« — »Ja,« siger Mølleren, »og saa kunde du vise den fremmede Vejen.« Saa kunde Karlen jo ikke godt gjøre andet for Skams Skyld end at følge Hans der op; men han var ikke meget for det, han var sandt at sige saa bange som en Hare.
De kommer op paa Gaarden, det var en stor og stadselig Herregaard, og Karlen viser Vej op til et dejligt stort Gjæstekammer ovenpaa; dèr stod to opredte Senge, og en stor Kamin var der ogsaa i Kammeret. Saa siger Hans: »Det kunde rigtig gjøre godt at faa gjort lidt Ild paa her. Du maa skaffe os
