13
nogen Brændsel.« Det vilde Karlen nødig til. »Ja, saa vis mig Vejen til Brændehuset!« siger Hans; »det er da, hvad du har taget dig paa, at vise mig om her alle Vegne.« Saa skammede Karlen sig og sagde, han skulde nok hente Brænde, og dermed gik han. Men han blev borte med det samme. »Nu er han stukken af, den Kryster,« tænkte Hans; »jeg maa nok selv se, om jeg kan hitte lidt at varme mig paa.« Saa tog han et Lys og gik ad lange Gange og mange Trapper, til han kom ned i Køkkenet; dèr fandt han da saa meget Brænde, som han havde Brug for, og han bar det op, og han fik gjort Ild paa, og da det blussede godt i Kaminen, saa trak han af Klæderne og lagde sig i den ene Seng og faldt strax i en sød Søvn.
Det varede dog ikke længe, saa vaagnede Hans ved en forskrækkelig Støj. Det lød, som om alle Døre paa Gaarden blev smækket op og i i ét væk, og det tudede og hvinede i alle Skorstenene og gjennem alle Gangene, saa han havde aldrig hørt Mage, Vinduerne klirrede, og det var, som om hele Huset rystede. »Det er nok blevet Stormvejr,« tænkte Hans,« og nu har den Kryster af en Karl glemt at lukke Dørene efter sig.« Saa stod han op og trak i Klæderne og vilde ud, at faa Dørene lukkede. Men inden han kom saa vidt, saa sprang Kammerdøren op paa vid Gab, og ind kom fire store sorte Katte, bærende paa en sort Ligkiste. Den stillede de midt i Kammeret, og da de havde gjort det, saa sprang de lige ind i Kaminen, saa det gnistrede efter dem, og saa op igjennem Skorstenen, til de satte sig oppe paa Toppen af den og mjavede og gnavede, saa man knap kunde faa Ørenlyd for dem.
Nu skulde Hans da se, hvad der var i den Kiste. Ja, dèr laa en død Mand, saa stiv og saa kold, som nogen død kan være. Men den døde taler og siger: »Hu, hvor jeg fryser!
