Side:Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu/34

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

18


og en Hest at ride paa, saa det gik jo raskere nu end før, og omsider naade han da til det Kongerige, hvor han skulde hen.

Hans søgte strax hen til den syge Konges Gaard, og dèr gik han ind og tilbød sin Tjeneste. Han blev antagen til Stalddreng, og han fik da strax den Formaning af Staldmesteren, at han aldrig nogen Sinde maatte understaa sig at nævne Kongen; gjorde han det, saa blev han ulykkelig.

Den syge Konge havde nu sin Fornøjelse af at se sine Heste blive vandede, og den Lænestol, han sad i, blev hver Dag rullet hen til et Vindu, hvorfra han havde Udsigt over Borgegaarden og kunde sidde og se paa alle sine smukke Heste. Saa en Dag, Hans var med at vande dem, saa ser han op til Vinduet og raaber ganske højt: »Nej se, dèr er jo Kongen!« De andre Karle tyssede jo paa ham; men Kongen havde hørt det; han lod strax Staldmesteren kalde og talte ham haardt til, fordi han ikke passede bedre paa sine Folk. »Men Loven maa holdes,«  sagde Kongen, »lad ham strax komme her op!«

Saa blev Hans ført op paa Slottet og ind for Kongen. »Ja, du véd jo, hvad der er forordnet,« sagde han; »da du har understaaet dig til at nævne mig, saa skal du enten helbrede mig eller miste dit Liv. Saa maa du nok bøde med Livet; for det andet ser du mig ikke ud til.« Ja, han vilde dog prøve paa det, sagde Hans. Han fik sit Vox frem, og han strøg Kongens Fingre paa den højre Haand; saa kunde Kongen strax røre dem, som han ikke havde kunnet i mange Aar. Saa strøg han videre med Voxet op ad Kongens højre Arm; saa kunde Kongen røre og føre den, lige som han vilde. Saa vilde han jo, at Hans skulde blive ved og tage Lamheden bort af alle hans Lemmer. Men Hans sagde, at det kunde han ikke, førend Kongen havde givet ham det skriftlig med sit Navn under, hvad han skulde have for