32
blev helt gnaven og ilde tilfreds. Han havde jo kun det samme Barn, og hun skulde arve Riget efter ham; men nu gik hun dèr og græd og mulede, saa han var bange for, hun skulde gaa hen og dø for ham.
Saa lod Kongen udgaa den Befaling, at hvem der kunde faa hans Datter til at le, han skulde faa hende til Kone og være Konge i Landet efter ham. Og der var da mange, som kom og prøvede paa det; men der var aldrig nogen, der kunde lokke saa meget som et Smil fra hende. De gjorde sig saa til Nar to Gange: først for at faa hende til at le, og siden, naar de maatte rejse hjem igjen med en lang Næse.
Kongen blev saa led og kjed af al den Morskab, baade af alle de Narrestreger, han maatte se paa, og af alle de Vittigheder, han maatte høre paa; men dog især af at se paa sin Datter, der blev ved at være lige mut og lige sur, hvad de saa stillede op med hende.
Saa lod Kongen udgaa en ny Befaling, for at slippe for noget af alt det Overrend, de havde paa Slottet af alle de ulykkelige Lykkeriddere, og den Befaling lød paa, at hvem der prøvede paa at faa Prinsessen til at le, uden at det vilde lykkes for ham, han skulde dyppes i Tjære og rulles i Fjer og jages af Gaarde med Spot og Skam. Det hjalp da saa meget, at nu kom der ikke nær saa mange som før. Men Prinsessen var og blev lige sur.
Der var da en Mand i det samme Land, som havde tre Sønner; den ene hed Peder, den anden hed Povel, og den tredje hed Jesper Næsvis. De bode meget afsides, saa det varede noget, inden det kom dem for Øre, hvordan man nemt kunde gjøre sin Lykke, naar man bare var rigtig morsom. Det mente Peder da, han var, og han vilde jo strax forsøge. Han fik en
