42
kanske tids nok,« sagde Esben, saa stoppede han Kragen i Lommen og løb efter dem.
Lidt efter raaber han igjen: »Hej da! se, hvad jeg hitte!« »Brødrene vilde ikke engang se sig om; det var da en gammel Træskoring. »Der er ingen, der véd, hvad den kan være god til,« sagde Esben, han stoppede Ringen i Lommen og løb videre.
Da han har løbet et Stykke paa ny, saa raaber han: »Hej da! se, hvad jeg hitte!« Det var en gammel Flasketol. Brødrene var da langt for ude. Tollen kom saa ned i Lommen til det øvrige.
Saa lidt efter standser Esben igjen og raaber: »Hej da! se, hvad jeg hitte!« Saa var det et Vædderhorn. Og strax efter fandt han et Vædderhorn til, og de kom da begge ned i hans Lomme.
Endelig stopper Esben endnu en Gang og raaber: »Hej da! se, hvad jeg hitte!« Det var en dejlig stor, rund Hestepære. Den blev han svært glad for, og den maatte da ned i Lommen til alle de andre rare Sager.
Imidlertid var Per og Povl jo komne til Kongens Gaard og havde sagt deres Ærende. »Ja, I véd jo, hvad det gjælder?« sagde Vagten. Ja, det vidste de godt, og først blev da Per stedet ind for Prinsessen. Hun sad i al sin Herlighed oppe paa en Forhøjning i en forgyldt Stol, mens alle hendes Hofdamer stod bag ved hende og til begge Sider. Og længere tilbage i Salen dèr sad Kongen selv paa sin Trone, med sine Raadsherrer staaende omkring sig.
»God Dag, Deres Naade! sagde Per og bukkede, saa pænt han kunde. »Jeg gi'r dig Døden og Djævelen. Min Naade skal du ikke blive fed af,« sagde Prinsessen. Stakkels Per han
