47
ogsaa helst have noget til bedste, og saa skulde hun naturligvis gjøre rigtig meget af ham.
Saa red han ud en Dag, og først red han da hen til en velhavende Gaardmand, som han vidste havde tre kjønne giftefærdige Døtre. Han havde set dem og syntes rigtig godt om dem; men han havde aldrig talt med nogen af dem.
Det var nu saa uheldigt, at saa kjønne som de var at se til, saa havde de alle tre den slemme Fejl, at de havde Men paa Mælet og kunde ikke tale rent.
Da Hans kom ridende til Gaarden, saa tog Manden meget venlig imod ham og førte ham ind i Stuen; dèr sad alle de tre kjønne Piger, hver ved sin Rok, og spandt. De saa' alle tre saa mildt til ham og hilste med Øjnene, da han kom ind; men de sagde ikke noget. Det havde Moderen forud strængt forbudt dem.
Manden i Huset førte Ordet, og Konen satte Mad og Drikke paa Bordet; Døtrene sad og spandt, og Hans kastede sine Øjne fra den ene og til den anden; han vidste ikke, hvem af dem han syntes bedst om, saa godt syntes han om dem alle tre.
Pigerne havde jo ogsaa travlt med Øjnene; de skulde se til hinanden, og de skulde kaste stjaalne Øjekast til Frieren, og saa hændte det, at Traaden brast for den ene af dem. Og saa brød hun ud: »Min Taa bast!« — »Kytte Kue paa!« sagde den anden. — »Mor sa', vi maatte itte natte; saa natte vi alle te«, sagde den tredje.
Da Hans hørte det, saa fik han Hast med at komme afsted igjen. En Kone, som ikke kunde tale rent, skulde han ikke have noget af.
Saa red han til en anden Gaard, hvor der var én Datter, som havde Ord for at være saa flink og saa flittig og saa dygtig
