48
i alle Maader. Hans kom ind i Stuen; ogsaa der sad Pigen og spandt. Men hun kunde snakke. Det gik som Kjæp i Hjul med Hans og med hende. Og alt imens saa gik Rokken, saa det surrede efter. »Hvor længe kan du være om at spinde saadan en stor Tot Hør af?« spurgte Hans. »Aa saadan et Par spinder jeg af hver Dag,« sagde Pigen.
Saa skulde hun ud at hente et Krus Øl til Frieren; imidlertid lister Hans sig til at stikke hendes Kistenøgle helt ind i Hørtotten, som sad paa Rokken. Da han saa havde faaet noget at drikke, saa kom han paa Hesten igjen, sagde Farvel og red hjem.
Ugedagen derefter saa kom Hans igjen ridende til den Gaard, han sidst var i. Det var jo ikke blevet til noget med Frieriet forrige Gang. Nu skulde det da vel blive til Alvor; — det mente da Pigen, og det mente hendes Fader og Moder ogsaa.
Da Hans kommer ind i Stuen, saa sidder Pigen da ligesom sidst ved sin Rok, og det gaar strygende, saa det surrer igjen. Hun byder ham velkommen, og hun faar strax Munden paa Gang. »Hvor det er kjedeligt!« siger hun, »lige siden du var her sidst, har jeg savnet min Kistenøgle; den er ikke til at finde, og jeg har ikke kunnet komme til mine Sager.«
Saa tog Hans Nøglen ud af Hørtotten, som sad paa Rokken, og sagde: »Vær saa god! Er det ikke den?« — Jo, det var det da; og hvad værre var: Totten var ogsaa den samme, som hun sidst spandt af. Men Hans syntes, at den Pige var ikke til at stole paa. Han sagde Farvel og agtede ikke at komme dèr mere.
Efter det var Hans hjemme en Stund; men saa havde han hørt om en Pige, det var ogsaa en Gaardmandsdatter, der var en rigtig brav Pige i alle Maader, men især saa overmaade
