51
Da de nu blev borte alle tre, saa tabte Hans til sidst Taalmodigheden, og han gik bag efter ned i Kjælderen. Den stod da helt fuld af Øl, og han blev staaende i Kjælderhalsen og sagde: »Men hvad er der da i Vejen, at I sidder dèr alle sammen?« Saa sagde Faderen: »Aa, vi sidder og tænker paa, at naar hun nu faar dig — som hun faar dig jo nok — og I saa faar jèr en lille Dreng, saa har hun jo al Ting liggende til Børnetøj, saa nær som Tøj til en Hue. Hvor skal hun saa tage det fra.«
»Ja,« sagde Hans, »hvor skal hun tage det fra? Det maa I tænke nærmere over; og det skal jeg ogsaa tænke paa, til jeg kommer igjen. — Og nu far vel saa længe!« sagde han. Saa kom han paa sin Hest og red hjem, det forteste han kunde. Og dersom han ikke siden har fundet en anden, som var mindre tænksom, saa er Hans Ungkarl endnu. —
