68
her fra. Jeg vil aldrig se dig mere for mine Øjne.« Dermed gik Kongen, og lidt efter kom Præsten med to Vidner, og saa blev den stolte Prinsesse viet til Stodderen Graaben. Saa blev de begge vist ud af Slottet; nu kunde de gaa hvor hen de vilde.
Da de kom om ved Kostalden, saa hentede Graaben sin Stav og sin Pose. »Men saadan kan du da ikke gaa hen ad en Landevej,« sagde han til Prinsessen, som jo nu var hans Kone, »vi maa have dig omklædt.« Saa var de inde hos Røgterens Kone, og dèr lagde hun sine fine Klæder af og fik i Bytte et Hvergarns Skjørt og en ulden Trøje og en Kyse paa Hovedet og et Par tykke Sko paa Fødderne. »Ja, det passer bedre,« sagde Graaben. Saa fulgtes de ad hen ad Landevejen.
De gik hver paa sin Side af Vejen, og det varede noget, inden Prinsessen skottede over til, hvor han gik. Hun maatte dog tage den Mand i Øjesyn, som hun nu var bunden til, meget imod sin Vilje. Han havde imens faaet vasket sig, og som han nu gik dér saa ret og saa rank hen ad Vejen, saa kunde Prinsessen slet ikke forstaa, at det var den samme Mand, som havde gaaet og røgtet Kvæg. Han var hverken grim eller gammel nu, men i Grunden en kjøn ung Karl i sine daarlige Klæder. Skoene var tunge, og Vejen var lang, og hun var ikke vant til at rejse til Fods, saa hun blev jo saa træt og saa ømfodet, saa hun havde ondt ved at holde Skridt med ham. Til sidst maatte hun sætte sig ned at hvile sig; men han blev ved at gaa. Da raabte hun efter ham og sagde: »Aa, min kjære Graaben! gaa dog ikke fra mig!« — »Nej, sagde han,« nu har jeg jo faaet dig at slæbe paa; saa kan jeg vel ikke lade dig ligge her paa Landevejen.« Saa gik han ind i en Bondegaard og lejede en Vogn med et Knippe Halm i, og saadan kjørte de saa til den nærmeste Havnestad, dèr hyrede han Plads paa et Skib til sig
