69
og sin Kone. De skulde over Vandet; hun vidste ikke, hvor hen, og det var hende ogsaa lige meget; hun var kun glad ved, hun kom ud af sin Faders Riger og Lande.
Saa sejlede de lige til Danmark, og da de kom i Land dèr, saa tingede Graaben en lille Stue i Enden af et fattigt Hus, der laa ikke langt fra hans eget Slot. Det var en ringe Stue med Stengulv og et aabent Ildsted, hvor hun skulde lave deres fattige Mad, naar de havde nogen. Og saa var der et Bord og en Bænk og en Seng. Den skottede Prinsessen til, men hun sagde ikke noget. »Ja, vi har jo delt Seng en Gang før,« sagde Graaben, »du fik nu ingen bedre Mand end som saa.« Det sagde Prinsessen ikke noget til: Saa kom han slæbende med en gammel Skotrok og et Lispund Skageblaar. »Jeg maa nu ud og søge Arbejde,« sagde han,« men du kan da heller ikke ligge ledig, naar vi skal tjene Føden. Her har du noget at tage dig for.«
Saadan gik det i nogen Tid. Om Dagen var Graaben borte, han arbejdede for Dagløn, sagde han, han huggede Brænde oppe paa Slottet; men hver Aften kom han hjem med et Brød og nogle faa Skillinger. Hun maatte da gaa ud og kjøbe lidt Mælk og lidt Gryn og andet, at lave sin Mad af. Og for Resten sad hun og spandt paa den gamle Rok, saa det sved i hendes Fingre og værkede i hendes Knæ. Saa en Aften kommer Graaben hjem og har en hel Hjulbør fuld af Jydepotter. Dem havde han faaet paa Borg, sagde han, og dem skulde hun næste Dag sætte sig ud paa Gaden og sælge; der var da en Skillings Penge at tjene ved det. Det blev som han sagde: næste Dag da Graaben er gaaet paa Arbejde, saa sætter hun sig ud paa Gaden med sine Potter. Men da hun har faaet solgt et Par Stykker af dem, saa kommer der en Flok stadselige Ryttere
