74
muligt; og saa gik hun op paa Slottet med et tungt Hjærte. Nu tænkte hun mindst paa sig selv og mest paa sin kjære Graaben.
Da hun kom op paa Slottet, saa blev hun ført i Badstue, og saa maatte hun skifte fra inderst til yderst, og hun kom i hele Brudestadsen, med Slør og med Slæb og med Krone. Og saa kjørte Kareten frem, trukken af sex mælkehvide Heste med lyserøde Muler; Seletøjet var af bare Guld og Skarlagen, og Guldsko var der under Hovene paa dem. Hun syntes, hun skulde kjende dem igjen fra fordums Tider. Hun kom ind i Vognen; dèr sad Brudgommen allerede: det var jo Kongens Søn af Danmark, vidste hun, som hun aldrig havde set, men som hun havde hørt nok om — i fordums Tider. Nu saa' hun ikke til ham, og han saa' heller ikke til hende; hun var jo ingen Ting for ham, andet end en Dukke, som skulde forestille Bruden.
Saa kjørte de afsted baade med Løbere og Forridere og et prægtigt Følge til Vogns og til Hest. Vejen gik forbi det lille Hus, hvor Graaben bode, og da de kom dèr til, saa var der stukket Ild paa Huset, saa det stod i lys Lue. Da skreg hun op: »Hold, hold! Aa min kjære Graaben!« — »Hvad er der i Vejen?« sagde Prinsen ganske vredt.
»Det er min Mand,« sagde hun, »han er syg og kan ikke redde sig selv, og nu brænder han op! Hold dog og frels ham!« — »Aa, blæse med Graaben!« sagde Prinsen, »han klarer sig nok, — eller ogsaa brænder han op.« Hun blev ved at skrige og jamre sig; men der var ingen, som brød sig om det. De fór rask forbi det brændende Hus og hen til Kirken, og dèr maatte hun op for Alteret og staa Brud i den rette Prinsesses Sted. Saa kjørte de samme Vej tilbage, og da de kom forbi Graabens Hus, rakte hun sig ud af Vinduet for at se; men
