KARL LARSEN
måtte bevares. Det er just det, Karl Larsens sprogkunst i „Den brogede bog“ tilstræber. Han gjenfinder, når han fortæller om ridder Tristans og fru Isoldes liv og død, virkelig den vemodige, enfoldig skjønne klang i middelalderens poesi. Han i har git en reproduktion af den gamle kunst, som er beundringsværdig. —
Senere har Karl Larsen valgt sig et materiale, der undertiden danner den sterkest mulige modsætning til emnerne i „Den brogede bog“, men det er den samme glæde ved formen, han føler, enten han så skildrer Kresjan Vesterbro, den kjøbenhavnske bølle, eller Isolde med den hvide hånd, — den samme kunstnerglæde, der besjæler ham, enten han søger at fremtrylle en fjern tid, dens farver og toner, eller at gjengi den tale, der lyder levende i hans nærhed, med dens egen klang.
I de følgende reiseskildringer, „Cirkler“ (1893), kan man på hver side se, hvorledes den iagttagende og reproducerende kunstner er den anførende i ham, altid tilstede, altid vågen. „Hans væsen er stil, og han stemmer denne stil om i skiftende tonarter efter de mennesker, han skildrer, og efter de stemninger, som den sete og hørte virkelighed fremkalder hos ham selv. Han føler sig som ferierende turist på bestandig reise gjennem tilværelsen —“ (C. E. Jensen i „Vore dages digtere“).
— Karl Larsens styrke er først hans sjeldne sprogsans, der også har fundet videnskabeligt udtryk i hans interessante arbeider over „Dansk soldatersprog“ (1895). Dernæst viser hans forfatterskab en usedvanlig evne til at kunne belyse en personlighed ud- og indvendig ved små karakteristiske træk, bevægelser, der må være foretagne
— 93 —
