KARL LARSEN
just af dette menneske, ytringer, der alene kan være hans. Man har talt om hans fonografiske evne. Udtrykket er ikke dårligt, når det ikke mistydes. De indtryk, han samler, det ansigt eller den lyd, han opfanger, bevarer han så spillevende, at hans kunst får udseende af at være et direkte aftryk af livet. Men dette er naturligvis betinget af en høj kunstnerisk kultur, en fint opdraget iagttagelsesevne. Der er ingen kunst så vanskelig at lære som den at se, sier Goncourt. At se er netop Karl Larsens kunst. Han ser det karakterfulde i et hoveds eller en hånds bygning. Han ser også de små sjælelige særegenheder, der kanske tydeligere end noget andet fortæller, hvem et menneske er. Karl Larsen repræsenterer i digtningen en lignende begavelse, som Vilhelm Andersen i kritiken. De har begge en evne til at læse det store og væsentlige ud af de små træk. —
Karl Larsen kjender merkelig mange mennesker. Han omgåes med lige held etatsrådinder og bøller. Han studerer med lige stor fornøjelse fru Departementschef Halck og Hans Peter Egskov, han aflokker dem med samlerens fryd deres hemmeligheder. Han lurer på en dygtig gammel dames små svagheder og på det menneskelige og gode, der gjemmer sig i en tarvelig soutenør. Han har den åbne varme sans for alt menneskeligt. Uden denne interesse blir artisten gold. Karl Larsen er artist i bedste forstand. Hans glæde er at gjøre det menneskelige kunstnerisk levende. Derimod har det mindre at si for ham, om det menneske, han maler, er værdifuldt eller ikke, om det fører et rigere åndeligt liv. Hovedsagen er, at det rører og bevæger sig, at det lever. Og så, at det er malerisk. At det står karakteristisk
— 94 —
