KARL LARSEN
heder, som hans tidligere udenomsforbindelser bereder ham, af virkeligheden og af Hans Peters uforgribelige opfatning af denne: „Jeg har aldrig hørt til dem, der ga’ penge ud til pigebørn, det holdt jeg mig dog for god til. Der sku’ man nok lagt og fyldt knapper i den slags, så ha’de man da været godt tosset; jeg har aldrig haft med andet end ordentlige piger at gøre. — Men så er’et jo osse, man har denne re’lighed bagefter med at man ska’ ud med bidrag. Og det er en slem pukkel, ka’ De tro, at slæbe på siden hen i livet, når man vil tænke på at gifte sig og stifte et familjeliv; der ku’ s’gu osse staten godt træde lidt lindrende til, mange gange.“ Vi ligefrem hører tonefaldet i Hans Peters samtale med de to sedelighedsbetjente, der vil aflægge hans tjenestepige et besøg, fordi der „både var en dyrlægeelev og en anden løjser, som ha’de meldt hende, de var nok b’een lidt uenige om’et bagefter" — han „får de to sædeligheder smækket over på et par bajere hos Peter Jensen,“ der „sa’ jeg til disse to menneskeædere, at nu ska’ De alli’evel la’ vær’ a’ gå på hende for denne gang og snuppe hende, for det er synd på pigen, og det er en dygtig pige; men sig De bare til overbetjenten, at jeg ska’ som husfar gi’ hende sådan et pulver, så de ska komme til at undvære hende i skønhedskonkurrencen både i Nansensgade og de andre gader.” Men fremfor alt er den sidste skisse, „Dengang H. P. Egskov mistede det kønneste af sine børn“, et veltalende udtryk for Karl Larsens særegne evne: i billedets umiddelbare livagtighed speiler sig samtidig hans gyldne humør og hans varme deltagelse. „Egskov pustede et øieblik, så sagde han: I morges, da var hun (moren) jo lidt lille
— 97 —
