KARL LARSEN
bøllerne og vendte tilbage med rigt udbytte. De skikkelser, han har hentet „udenfor rangklasserne“, er ganske pragtfulde, der er et gemyt i skildringen, som på ethvert punkt afvæbner og vinder læseren, en stor medfølelse og stort humør.
For mit vedkommende ved jeg få ting, der har moret mig slig som Hans Peter Egskovs oplevelser. De strålende flygtige udtryk, hvori menneskesjælens snurrige nuanser afspeiler sig i det daglige liv, blandt individer, der hver har dannet sig et livssyn fremvokset, tilpasset, begrænset af deres milieu, har Karl Larsen her indfanget, som man fanger levende sommerfugle. Og hvad er det ikke for fund han har gjort af lystige skikkelser, af friske billeder, af nye ord! Og det merkelige er, at alle disse personer, som Hans Peter Egskov beretter om, dem ser man, ligesom når man hører en malende mundtlig fortælling, i dobbelt lys, på samme tid med egne øine og med fortællerens: således må disse mennesker ha været, og således har de fremstillet sig for Hans Peter. Slig ser man den „gale“ baron Cronenskjold, som med sit farverige kavallerisprog dog er en gemytlig mand, skjønt han vil ha sig frabedt, at Hans Peter udsoner sine „svinagtige bidrag“ i fuldt liberi, og skjønt han i visse henseender, f. eks. når det gjælder at gjemme mavebæltecigarerne, kan være udspekuleret nok, „en rigtig durkdreven rad“. Slig ser vi den gamle enkegrevinde, en „ganske herlig dame“, morderlig gammel, som „piber i høie toner og ryster med kæberne“, når Hans Peter har været ude med den mund, der efter hans egen opfatning er skjænket ham af vorherre til forsvar mod hans fiender. Og vi har et lyslevende indtryk af Peter Egskovs familieliv og de vanskelig-
— 96 —
