KARL LARSEN
heden én og den samme bog. Den er bare skrevet af to forskjellige personer. I den første bog lader Karl Larsen den ene part i et ægteskab, kvinden, fortælle *sin* historie. Uden et eneste forfattervink lader han fru Thora Halck gjøre rede for, hvorledes dette ægteskab har været. Sin opfatning begrunder hun dygtig, og hun gjør et retsindigt indtryk. Så kommer i næste bog manden og fortæller det samme om igjen, også han er utvilsom ærlig, men her ser alt anderledes ud. Nu kan læseren selv gjøre op sin mening. Eksperimentet forekommer mig absolut vellykket. Først, fordi digteren virkelig har udført det kunststykke at fortælle det samme om igjen og dog den hele tid at holde interessen vedlige. Men dernæst har han git en belysning af tingenes absolute relativitet, som har betydelig værd både kunstnerisk og filosofisk. Han har demonstreret, hvorledes alt må stille sig forskjellig efter de øine, der ser, hvorledes to, der strides, begge kan ha ret. På flere punkter har de ret både Axel Halck og hans hustru. På andre punkter føler man, hvor den personlige interesse gjør blind, hvor man er dumt afhængig af sine egne øine. Man ser ikke selv det, som andre ser. Det er navnlig tilfældet med fru Halck. Hvor ubevidst hun dog overalt røber sin egoisme! Hvor man af hendes egne ord ved, at slig er hun, mens hun selv mener noget ganske andet. Og intetsteds har digteren brugt sterke midler. Der er meget værdifuldt hos fru Halck, men dog vinder hun ikke ens sympati. Hun er gold, trods den energi, hun kan udvikle. Tora Viums første store lidenskab har været hendes beundring for sin far, den filosofiske professor, den store, frie tænker, der dør, da hun er en
— 104 —
