KARL LARSEN
ganske ung pige. Hun har den plan engang at gjøre ham kjendt over al verden, oversætte ham på mange fremmede sprog. Til det mål udfolder hun en seig virksomhed. Hun vågner sent som kvinde. Hun vågner egentlig aldrig. En ung mand, der deler hendes beundring for faren, Axel Halck, en fint dannet mand, lidt vek, hvis dybeste interesse i livet er kunst, vinder hendes hengivenhed. Første gang, han beder hende bli sin hustru, virker det kun overraskende på hende. Men under en lang lykkelig reise, hvor de to og Halcks far, i hvis hjem hun efter professor Viums død opholder sig, er alene sammen, vågner der, mens de tar ind de mange skjønhedsindtryk, en følelse hos hende, der ligner kjærlighed, og hun indvilger i at gifte sig med ham. Hendes store plan, at oversætte farens verker, går lidt efter lidt i glemme. Hun har en dyb trang til at fyldes af en sterk følelse, men hun har i sig selv intet at leve på. Hun lytter til, hvad Halck sier, hans varme stemme, når han taler om det, han har kjært, gjør hende godt, vækker en illusion i hende. Og hun er tilsyneladende interesseret for hans samlinger. Men i virkeligheden har hun ingen åndelig selvstændighed, og hendes sans for kunst er grov og usikker. Det er den kunst, hvori der gjemmer sig en eller anden stor begivenhed, som taler til hende. Det er den store begivenhed, hun tørster efter. Men den kommer ikke, således som hun og hendes mand indretter sit liv, et rigt par, der lever stille og standsmæssig, samlende på kunstsager. Det værste, det farligste i forholdet det er at Axel Halck rent mandlig ikke er manden for hende: han har ikke havt magt til at vække; hendes træge sanser, endnu mindre til at fylde
— 105 —
