KARL LARSEN
hendes sjæls „uudslukkelige trang til at fortabes i en alt forglemmende hengivelse“. Det har han selv frygtet lige fra brylluppet. Og ikke lang tid efter ved han det: „Thora og jeg har aldrig tilhørt hinanden fuldt ud på dette inderlige og farlige område, hvor forskellen mellem mennesker kan være så stor, og så brutalt skjæbnesvanger.“ Det bedste, hun kan finde i ægteskabet, er en øm fortrolighed. Samtidig føler manden mere og mere, hvor lidet hun kan gi ham, også han blir undertiden bitter, så godt han behersker sig. De får et barn, en gut, og Thora kaster nu al sin sterke utilfredsstillede følelse på ham. Her begår manden i god tro den eneste virkelige uret, han gjør hende, idet han forsøger at hindre, at hun fortaber sig så vildt, så sanselig i barnets pleje. I disse barnets første år har Thora megen skjult lykke. Men gutten vokser til, han har farens sind og interesser og slutter sig tæt til ham. Så oplever hun også den skuffelse. Hun blir mere og mere led ved det hele, sjælesyg af utilfredsstillethed. Tilsidst finder hun i religionen det indhold, hun har søgt så forgjæves hele sit liv. Hun, den store frie tænkers datter, der altid har havt sin fars anskuelser, blir i kraft af sin utilfredsstillede kvindelighed lidenskabelig religiøs. „Fuldt og fast bilder hun sig ind, at hun er blit kristen. En i missionsprest har ført hende gjennem angeren og underkastelsen under Gud til nåden.
Det vil sige, hun er gjennem lidenskabelig beskjæftigelse med sit eget liv og sin egen person bleven ført til følelsen af lykkelig sønderknuselse under en usynlig overvældende styrke.“
Begivenheden er kommet. Hun har ad anden vej nået det, som hendes mand ikke kunde gi
— 106 —
