KARL LARSEN
hende, og som kun „mænd med en svøbes lidenskab“ kunde git hende.
Hun interesserer mest, han er et bedre menneske. Han er en ret fin natur, og dog er der over ham et svagt skjær af snobbethed, eller om man vil: en let egenretfærdighed. Det merkes i forholdet til hans første kvindelige forbindelse, Betty. Thoras egoisme er af råere art. Men med al sin golde fordringsfuldhed er hun betydeligere end han. Betydelig ved sin sterke livstrang. Hun er af de kvinder, der lidenskabelig søger den mand, de oftest ikke når: manden, der kan tænde den ild, de ikke selv eier, ligegyldig hvordan det så sker.
— — Karl Larsens sidste verk, „De ensomme“, en liden bog på 78 sider, er et nyt vidnesbyrd om hans utrættelige trang til kunstnerisk fornyelse. Han anfører selv som et væsentligt kjendetegn, for at man blir gammel, den følelse, at livet synes at gjenta sig. Det passer også, omvendt, om kunstneren: ham begynder, uanseet sin alder, at gjenta sig, når han blir gammel som kunstner. Gjentagelsen — det er livet, kraften, som udtømmes. Netop her er Karl Larsens lille studie, over de to gamle, „de ensomme“, et strålende vidne om hans kunstneriske ungdom. Neppe nogengang har han ydet dybere og eiendommeligere kunst.
Det er to ældre mænd, som tilfældigvis kommer i berørelse, de bor i samme hus. De har intetsomhelst tilfælles undtagen det, at de er ensomme, at de hver især i sin uendelig forskjellige forestillingskreds søger at vedligeholde en livsinteresse, en livsforbindelse med fortiden. Den ene er en dannet mand, en forfatter, han er vel blit stående isoleret,
— 107 —
