GUSTAV WIED.
omstændigheder virkelig kunde udrettet noget, om der har været stof i ham, som duede. Han er fra dramaets begyndelse afgjort sindssyg, og man opnår ingen klarhed over, hvad der er faktisk og hvad der er sygdomsfantasier. Hertil kommer, at Wieds sprog i dette ungdomsarbeide gjennemgående er hult patetisk og broderet med billeder af en prangende banalitet. Et skridt videre, og man er helt over i parodien. Wied gjorde skridtet. På den lykkeligste måde. Fra det patetisk blomstrende slog han hastig over i det barokke. Men dybt i hans sind bor der ved siden af hans sprudlende komiske sans en sentimentalitet, som er forbunden med hans godhed, hans elskværdige syn på menneskene. For Wied er menneskene, således som hans modnere erfaring betragter dem, i det hele snille og grinagtige, han ser på dem med gemytlig medfølelse og et rundt skøiersmil. Han har tilegnet sig sin gamle ven træskomanden Anders Rødkildes opfatning: „La vos bare ikke skave vos, for vi mennesker er sgu dov alligevel mennesker.“ Mest respekt har han for muntre og selvsikre unge piger og for kloge gamle damer. Dem lader han gjerne spille første violin, som Anna i den bekjendte komedie af dette navn, eller indtage et overlegent dommer- og tilskuerstandpunkt, som bedstemoren i hans roman „Slægten“. Mandfolkene har han som regel ubarmhjertig tilbedste, lynsnart opdager han deres svagheder, og og har de ingen svagheder, morer han sig over deres ulastelighed på en måde, som gjør denne til en svaghed. Det heder om den smukke Holger i „Det svage kjøn“: „Samme Holger minder ikke lidt om tjener Frants i første afdeling. Ganske vist er han elegantere og mere utvungen i sin
— 114 —
