GUSTAV WIED.
optræden; men han hører dog til samme hjerteknuser- og overkellnertype: høi, bleg, velskabt, med tætklippet, salvet og lige kløvet kranie. Men naturligvis bærer han qua kriger overskjæg.“ Dermed har digteren sat sit lille muntre narrestempel også på den elegante kavaller. Jeg husker dunkelt fra barneårene en lek, hvor man sodede hinanden på næsen. Det er en Wiedsk fornøielse: han soder sine figurer på næsen, og så ler han umanerlig. Der gjemmer sig en god portion barnslighed i Wieds humor. Det er vel denne barnslighed, som har fristet ham til at omdigte „Bedstemors gut“ på dansk, hvad den danske kritik ikke uden grund har bebreidet ham: hvordan har Wied kunnet knytte sit velagtede navn til en slig „pølsefabrik“, skriver „Politiken“. Sagen er, at Wieds smag ikke er ganske sikker. Hans begavelse viser undertiden en jonglør, der spiller med pudsigheder. Han griber de pudsigheder, hans bizarre fantasi eller tilfældet tilkaster ham, uden at sortere dem så nøie. Han gjør ikke altid forskjel på de pudsigheder, der umiddelbart rører lattermusklerne, og dem, der kaster lys over noget menneskeligt. Han benytter sig af alle lykkelige tilfælde. Han synes særlig godt om sådanne indfald sam at føre „en bitteliden, tætklippet, gul hest trofast stampende“ ind i fru Saras soveværelse. Vi hører, hvor han er halvkvalt af latter sammen med gutterne, der arrangerer optoget. Men Gustav Wieds begavelse som komiker har også en mere inderlig karakter: han har i særegen grad sansen for at fange de ord, der lyser muntert op i en menneskesjæl og afspeiler det ydre og det indre i samme glimt. De skikkelser, der ikke mindst synes at virke på ham, er sådanne som Thummelumsen, hvor et
— 115 —
