GUSTAV WIED.
ætling af den store komedieforfatter. Han ser menneskene fra det „store latterhjørne“. Hvor vi andre ser tusen ting, der ligesom ophæver hverandre, mange farver, lyse og mørke, nuanser, der tilsammen tegner menneskets lystige vrangside, griber hans øie uvilkårlig satyren i mennesket, bukkeskjægget og hornene. Det hænger sammen med noget ur-oprindeligt i hans natur, der reagerer ligeoverfor det ur-oprindelige i menneskeheden. Menneskene afklæder sig uvilkårlig for hans øie og danser til Pans fløjte en drøj kankan, mens der er forår omkring dem og grøde i luften. Undertiden blir Wieds interesse for menneskets fysiske funktioner lidt for brysom for hans læsere. Man døier ham tilsidst ikke, når han gir os en hel bog om W.C. Og smagløst virker det også, når han lader en forfatter, benævnt Rasmus Vridsløse, udlagt på norsk: Rasmus Bodsfængsel, — gjøre en kjendt dansk personligheds arbeider til sine egne. Gustav Wied er ikke helt herre over sine indfald.
Men en komisk digter af Guds nåde er og blir han. Hans komik har undertiden Holbergs gyldne klarhed, hans åbne blik for narren i mennesket, — undertiden har han Schandorphs brede venlighed. Gustav Wied er i den danske litteratur Drachmanns kontrast, han er det lystige grin, der følger den farende svend lige til graven.
Det er meget tilfældigt ved Wieds komik; men han har geniale syn. Han kan undertiden som den rigtige satyr sætte sig ned og le overgivent af en bagatel — en kalvs dumme ansigt, noget helt animalsk —, der er en lystighed inde i ham selv, som ser alverden i et latterskjær.
— 117 —
