GUSTAV WIED.
Men så hænder det ham, hvad der aldrig hændte Holberg, men nu og da Schandorph, at han pludselig blir grådmildt stemt. Satyren blir stille og sentimental. Nok en hurtig bevægelse, og han gjør nar af sin egen sentimentalitet. Han er hastig og vekslende i sine stemninger som et barn eller en beruset mand.
Efter sørgespillet „En hjemkomst“ gik Wied i en helt anden retning. Hans næste arbeide var „Silhuetter“, småstudier fra hans hjemstavn, fra Lollands landliv, livfulde, gemytlige, drøie, nok noget brede. De kom 1891, på et tidspunkt, da grundtonen hos de unge forfattere for det meste havde en sørgmodig klang, i ethvert fald en alvorlig. Gustav Wied forkyndte med Rasmus skovfogeds ord: „Humøren er sgu gusketak da ’nte en’nu hva’ ma’ kalder sådan rent kaput i gamle Danmark.“
1893 fulgte en ny samling, „Barnlige sjæle“, hvor digteren anslår en betydelig fripostigere tone end i „Silhuetter“, han negter sig intet, der kan kradse læsernes lattermuskler, han boltrer sig i burleske indfald, han søger parringsscenernes komik, han tror på en fordøielsesorganernes poesi.
Han ynder at gjengi guttevitser som denne: „Jeg drømte, at Vorherre sad ovre under akasiatræet og spiste lammesteg." Når dyrlæge Chr. Meyer og hans leieboer tobakshandler Chr. Abel blir uenige, godter han sig ved at kunne meddele, hvilke merkelige rekvisiter hrr. Abel efterlader på sit værelse. I det hele taget: begreberne udelikat og pudserlig løber lidt sammen for ham.
En af de morsomste situationer er den, hvor maleren Weis — alias forfatteren Wied — inviterer småbyens højst bourgeoise damer til en liden efter-
— 118 —
