GUSTAV WIED.
Hofjægermesteren:
Ah—h, det gjør godt at komme lidt til ro! … Den føler lindt på tungen, den kognak!
Kammerherren:
Som manna — (Med en håndbevægelse hen mod flesken): 1864 … vort smertens år!
Hofjægermesteren
gaber.
Ja … stakkels Slesvig! skænker Skal De ha noget på dyrskuet iår?
Også i „Det svage køn“ („Hendes nåde“, „fru Mimi“, „frøken Mathilde“, „Ane Marie“) står digterens vid i zenith. Kvindernes lunefulde ubestandighed, det overraskende og uberegnelige i deres væsen og ikke mindst deres gratiøse uartighed bereder ham evig fornøielse. Han har f. eks. fundet en „sød, lille, buttet kone med lyst lokket hår, friseret efter den yndefulde gordon-setter- mode.“ Mimi heder hun og sidder i en nydelig morgendragt ved frokostbordet: „Armene er bløde, runde og mathvide, som gjorte af frisklavet marcipan. Lige til at æde.“ „Hun er eneste og meget forkælede barn af en rig parvenu-familie i flæsk og petroleum.“ Skjebnen og Gustav Wied har tildelt hende en høj, mager, lysblond mand i trediverne, nærsynet, distræt, dr. phil., medlem af en gammel og anset, men mindre velhavende patricierfamilie. Han arbeider på en afhandling, som bærer titlen „Clodevig I’s ungdom“. „At disse to væsener har fundet hinanden, står for os som en gåde. Men ægteskaber sluttes som bekendt i himlen.“ Så gådefuldt er det vel neppe,
— 121 —
