GUSTAV WIED.
Mimi
hulkende.
Min egen seng … er gået i stykker … og så flyttede … Marie og Ane … den ud … Men kan vi ikke … godt … begge to … sove her … i nat? Jeg tør ikke … ligge alene!
Valdemar
kjærligt.
Jo, det han vi vist godt, lille du …
Mimi
trykker sig ind til ham.
Du ved ikke … hvor jeg har længtes efter dig!
Valdemar
kysser hende ømt.
Min lille Kat …
Mimi
bly, med hovedet mod hans barm.
Du har vist glemt at ta’ dine blå briller af …
Valdemar
forundret.
Har jeg det! Føler efter. Ja, det har jeg skam også! Tager næseklemmerne af og lægger dem på stolen foran sengen.
Denne lille skisse forekommer mig typisk for Wieds begavelse. Ligeoverfor mennesker af Mimis og Valdemars åndelige konstruktion strækker hans evne fuldkommen til. Her udnytter hans humør hver nuanse.
„Livsens ondskab“ er i sin rigdom af strålende detaljer et af Wieds morsomste verker. Det gir
— 126 —
