JOHANNES JØRGENSEN.
er ikke hans beskrivelse af munkenes lod: de nyder dog, alt iberegnet, etslags borgerligt velvære!
Stakkars Jørgensen — han stod engang høit i tårnet, og han er, efter sin egen læres lov, blit hårdeligen fornedret. Én trøst har han: det kan ikke betviles, at hans bøger har fundet stor udbredelse både i Danmark og i Norge. En andagtsbog er en andagtsbog. „Publikum er heldigvis ikke dybtseende.“ Jeg har fundet „Livsløgn og livssandhed“ som underholdning for stølsjenten oppe i en afdal i Søndfjord.
— „Den hellige ild“ synes mig allerbedst at betegne den triste tilbagegang hos Jørgensen. Giovanni Colombinis historie skulde kunne git en utvilsom koloristisk begavelse af Jørgensens rang et taknemmeligt materiale. Et middelalderligt maleri, hvor man så den religiøse ekstase, denne blanding af angst og begeistring, af helvedfrygt og af længsel mod den uopnåelige skjønhed, drive menneskene til et liv i den hårdeste forsagelse, mens deres eget kraftige og blodfulde jeg begjærede at mættes ved livets gilde, der lød så larmende i deres nærhed, — måtte være en såre interessant opgave for en kunstner, der selv mener at være gjennembævet af „den hellige ild.“ Johs. Jørgensen har imidlertid savnet kraften, det brede penselstrøg, de stærke lysmættede farvetoner. Værre endda: hvor man beder om liv, får man snak. Denne Colombini holder mange taler, de samme om igjen, kjendte taler, kun svagere end Jørgensens engang var. Disse ulastelige, men kjedelige sætninger har tabt den skjære metalklang, som var Jørgensens egen. Sjelden har Jørgensen som digter således veget rang og
— 140 —
