JOHANNES JØRGENSEN.
sæde for prædikanten. Særlig uheldig har Jørgensen været i sin benyttelse af legenden om den spedalske, som Colombini bringer hjem og pleier, og som viser sig at være Jesus, efterladende en duft af „rose, lilje og viol tilsammen.“ Hvor ypperlig er ikke den samme legende benyttet af Flaubert i „Saint Julien l’Hospitalier“, og hvor smagløs virker ikke historien hos Jørgensen, samtidig med, at han på en yderst nærgående måde har brugt træk af Flauberts novelle.
Der er partier af denne Jørgensens bog, som står under alt, hvad han tidligere har leveret. Han råber „Leve Kristus“ på den mest taktløse måde. Det er en halleluja-historie, opdisket for det groveste gros af menigheden alias publikum.
Har da virkelig prædikantvirksomheden anløbet alt, som var smukt og ægte i Jørgensens kunstnersind?
— 141 —
