HELGE RODE.
sig, at skjærheden i Helge Rodes digtersind var forbundet med en styrke, som først efterhånden blev sig bevidst og gjorde sig myndig gjældende. Af kongesønnerne Telamon og Oines er den ene tvilen, smerten, dødsfornemmelsen, der gjemmer sig i selve livet, den anden lystfornemmelsen, glæden, viljen til livet. „Helst ønskede jeg,“ sier Telamon, „at jeg var langt herfra — og levede i ørkenen, ukendt af alle. Hvorledes kan man være glad, hvor der er mange. I har ingen øine. Den har ingen øine, som kun ser legemerne og ikke sindene, deres skjulte undren og hæslige urenlighed.“ „Ser I da ikke, menneske, at den tillid til døden, der bryder frem af rædslen og alle vore lidelser, — det er den trøst, vi trænger til. Hvad mer har vi behov? Det er således. Jeg har prøvet det.“ ,Der er kun én glæde, der er dyb og ren, — det er længselen efter døden. Der er én skønhed i verden — sorgen og den dybe kærlighed til menneskene, det er altsammen længsel efter døden. Har I aldrig anet en hellig klarhed bag ved alt.“ „Der er dage, hvor mit liv har en skønhed som solnedgangens, en mild sørgmodig glæde og smeltende farver i sindet.“ Men Telamon, den vise, den ensomme, der har fundet sin trøst i sin tillid til døden, kjender ikke sig selv. Han har i virkeligheden ikke nået den hellige klarhed, — ligesålidt som noget menneske kan det. Der er øieblikke, „hvor glæden er vild og hensynsløs“ i ham. Men han ved ikke, hvad denne glæde betyder. Han ved ikke, at der i selve hans stolte negation af livsfølelsen gjemmer sig en brændende livstørst. Hos ham, den ensomme, bryder den frem i skjebnens store stund — som lidenskabelig misundelse. I al dom
— 146 —
