HELGE RODE.
over sterk livsglæde skjuler der sig gjerne en sådan ensomhedens misundelse. Telamon, som hans broder Oinos har agtet, så fremmede de er for hinanden, fordi han dog var en mand, blir i prøvelsens stund umandig. Han er ikke gammel nok, ikke færdig nok til at ta afsked med det jordiske, hans tillid til døden må først hærdes gjennem den store ulykke, der gir afsmag på livet. Telamon er kommet til menneskene med denne lære, som han ønskede at forkynde fra den højeste plads, hvor alle kunde se ham, fra tronen: „Jeg vilde have lært dem alle, at forfængeligheden og magtsygen kun er en latterlighed — tåbernes latterlige lyst. Kun ét er fornødent. Sjælens skønhed! Jeg vilde indgydt menneskene en stor rædsel, der skulde bortskylle alle de hæslige laster, der forvrider og forvansker dem nu. Jeg vilde lært menneskene at elske hinanden, fordi alle har fælles skæbne, døden, og fordi ingen står den anden i vejen, og ikke én har noget at misunde den anden.“
Men Telamon har selv giften i sig, magtsygen, forfængeligheden, misundelsen. Da Oinos, handlingens mand, har tvunget rådet til at vælge ham og ikke Telamon, der først var bestemt til at bli den gamle konges eftermand, vælder giften gjennem den ensomme vismands årer. Og da han forstår, at Helena, som han kunde havt, om han havde vist sig som den, hun tog ham for, den stolte ensomme, at hun har set så dybt i Oinos øine, at hun ikke kan glemme dem, — da driver den giftige feber i hans blod Telamon til handling. Han, der har villet forsage livet, myrder Oinos’ lykke, myrder Helena.
Oinos er livsglæden:
147
