HELGE RODE.
„Nydelsen er som bekendt det gode og skønne,“ sier han, „nydelsen er det alvorlige! Tænk dig dage som disse i skoven. Der vælter blomster frem af jorden. Farver, farver og duft. En uhyre fest!“
Oinos tror om andre det, han ved om sig selv. Han er god, fordi han er lykkelig. Da Telamon har røbet sit nag, dengang Oinos blev konge, er Oinos straks villig til at tro hans forsoningsord:
„Hvorledes var det også muligt, at Telamon skulde spilde tiden med magtløst nag. Snart har han glemt det helt. Må ikke også alle sorger og nag forsvinde i den lykke, som det er at leve. (Peger på træet). Hvor det træ er prægtigt! (Han strækker sig i græsset). De store træer bærer ikke nag. De står kun og nyder rolig og stolt. (Støtter sig på albuen). Kan du høre græsset gro, Aisymnos. Kan du føle, hvor træet lever. Der stiger saft af jord og vand langsomt gennem stammen op til det øverste lille blad, og det suger lys og luft med hver pore. — Fortryllende lys og luft! — Å, hit på noget, Aisymnos? — Hvad skal vi gøre for at få noget stort og pragtfuldt ud af menneskene?"
Men ligesom Telamon ikke kan bære sin ophøiede ligegyldighed, fordi han er et menneske, bundet og begrænset som menneske, så kan heller ikke Oinos bære sin glæde. Han vil, at „vi ikke skal tåle mørket.“ „Se, menneskets vilje skal herske på jorden, og menneskets vilje skal tusindfold styrkes. Intet over den og intet imod den. Vældig, vældig er livets kraft, vældig er purpurgløden i vore viljer.“ Vi føler her, at
— 148 —
