HELGE RODE.
Oinos er udover det menneskelige, at mørket må slå ham. Da der går et ligfølge forbi, og der synges en sørgesang:
Verden! din glans er kun skyggernes maske, — springer Oinos høit over båren. Presterne forbander ham, den dødes mor falder besvimet om, og selv Helena skjuler forfærdet sit ansigt i sine hænder. Så kommer bruddet i Oinos:
Du også, Helena. (Han stryger sig atter med hånden over panden. Saa strækker han hænderne mod himlen og siger i fortvivlelse). Forstår I da ikke. Der er en glæde, der stiger og stiger! Hvor vil den hen! Helt ind til verdens hjerte! Men der er ingen grænse. Den når ikke sit mål.
Den ældste
(peger på ligbåren).
Her er grænsen.
Mange stemmer
(i mumlende kor).
Her er målet.
Oinos
(vakler, skjuler ansigtet i sine hænder og hvisker hæst).
Den brast.
Oinos gjemmer sig bort i mørket, han sidder sammenkrøben i et rum uden lys, hans sind har ingen trøst. Han har følt livets rædsel. Hans glæde har gjort ham gal. Hans mor prøver at hjælpe ham — gjennem minderne — men forgjæves.
Det blir Helena, der redder ham. „En stemme kan være så smuk, at den risler til hjertet som gylden vin og gør det dobbelt saa stort, som det var.“ Denne stemme har Oinos engang hørt, og
— 149 —
