HELGE RODE.
samler interessen, er Stefan Borg“, den sterke og stolte mand, som fører sin krig for lykken med så ubarmhjertig en konsekvens, og som alligevel inde i sig bærer på den lille dødelige spire — en liden nagende mistro: han er dog ikke den erobreraand, han vil være, — han blir aldrig „manden med det rolige øje.“ Uden at vinde noget for sig selv, bryder han menneskeskjebner omkring sig, han er som et billede på den negative, ødelæggende magt, hvis virkning vi overalt sporer, men som altid blir os lige gådefuld, — han er som indblæst af den ånd, hvis store onde øie ubarmhjertig følger menneskene. Men han er tillige på ethvert punkt fuldt forklaret og fuldt menneskelig.
— — I den unge danske litteratur virker Helge Rode kanske bestemtere end nogen anden som grubleren og skjønhedsdyrkeren. Han er stille gjennemsitret af livets angst og af livsglæde — en livsglæde, der er luttret ved en høi åndsudvikling. Hans personlighed får sit særpræg af en usedvanlig sjælelig høibyrdighed.
— 154 —