JOHANNES V. JENSEN
venskab til børn har han to tilbøjeligheder: kortspil og slagsmål, — om den hårdeste hals i landet, Thomas Spanggården, og hans rå bedrifter. Varm og vakker er den lille skisse: „Mortens juleaften“, og med rigtig godt humør har digteren studeret den mystiske vandringsmand Hede-Vogn, „en beboer af jorden“.
Johs. V. Jensen er, skjønt en af de yngste af kredsen, vel den af de unge jydske forfattere, som disse anser for sin første mand. Sine emner har han kun delvis hentet fra bondens liv eller fra Jylland. Men al hans kunst har det djerve „jydske“ præg, som er de unges ideal. Blandt de øvrige har vel hidtil *Johan Skjoldborg,* forfatteren af „Gyldholm“, de danske husmænds digter, og *Jeppe Aakjær* vakt størst opmerksomhed. De har skabt en række jydske skikkelser, mænd med begeistring for anstrengelse og vanskelige opgaver, med evne til dybt at elske, til hårdt at hade, til at ville dagligt, stadigt, ubetvingeligt.” (A. C. Andersen i „Jydsk stævne“).
Den sidste, Jeppe Aakjær, har vistnok taget den virksomste del i den unge jydske bevægelse, som nu i de sidste år har gjort sig så kraftig gjældende. Den betegner, som tidligere antydet, en ny fase i moderne dansk kulturudvikling, en national retning, som har stillet sig i en bevidst modsætning til den kosmopolitiske kjøbenhavner og med forkjærlighed vender sig til bonden, en landlig digtning, der hører hjemme på heden, i kjærene, ved plogen og i de små jydske stuer. De unge jyder er langt mere frigjorte, dristigere end de bondelivsskildrere, der møder os i den såkaldte skolelærerlitteratur. De har i alt væsentligt frigjort sig fra grundtvigianismen. De er ikke
— 162 —
