JOHANNES V. JENSEN
folkeopdragere. De maler virkeligheden. De maler den djervt, men i dyb kjærlighed til Danmarks land. Samtidig føler de unge jyder sig som et folk i folket, en egen nation. „Vi vil ikke lyve afstanden mellem Jylland og øerne længere end den er, men vi vil heller ikke lade som var det allerede lykkets sammensmelterpolitiken at lægge gangbræt mellem os og den; thi afstand er der og national adskel er der også.“ (J. Aakjær).
Johs. V. Jensen har sterkt fremhævet denne adskel. Vi føler den allerede i „Danskere“. Originalt og høist fornøjelig betoner han den i en artikel, der stod at læse i „Jydsk stævne“, den antologi, som Jeppe Aakjær udgav 1902, med bidrag fra en række unge jydske digtere, kritikere og videnskabsmænd, — et skrift, hvorved jyderne betegnede sig som en samlet gruppe inden den danske litteratur. Denne artikel, „Danmarks historie og jyderne“ er karakteristisk for én side af Johs. V. Jensens begavelse, hans overdådige og bitre vid, som allerede hans journalistiske bidrag til „Politiken“ vidner høit om, navnlig da hans fantastisk grove „nekrologer“ over Ernst v. der Recke, Otto Borchsenius, Alfred Ibsen og P. A. Rosenberg. I sin historiske oversigt lader han kongerne passere revue på en høist uærbødig måde, mens han på ethvert punkt fastholder, hvor lidet Jylland har havt at takke dem for:
„Man vil formodentlig stemple det som bevidst ondsindethed af mig, at jeg har forsømt enhver lejlighed til at lære kongerækken. Selv føler jeg mig uskyldig og frikendt; mine forfædre i Jylland tog ingen videre del i rigets historie, uden for så vidt som de konsekvent sætter sig imod dens forløb. Fra Knud den stores tid og indtil nu har
— 163 —
