JOHANNES V. JENSEN
vort og så gjenkjendeligt. Andre farver og en anden susen i blodet. Og dog er Mikkel Thøgersen vor nære frænde; der bor en menneskelig verden i ham, som vi alle sogner til.
Johs. V. Jensens sprogkunst er suveræn. Den er så helt hans egen, at vi få ta den, som den når til os. Men ganske vist kan det merkes, at også denne kunst er vundet ved en sterk vilje og ved stort arbejde. Og der er øjeblikke, hvor viljen merkes vel meget. Der er en vilje til kraftighed, som er oppe i det unge Danmark, og som er en naturlig reaktion mod det meget stemningspensleri, mod den megen gode „smag“ og bløde lyrik. Johs. V. Jensen har sterkt betonet, at her vil han være med. Hans nerver tåler alt, også at rode omkring i en hests indvolde. Han lader Mikkel i nøden spise selvdødt hestekød ved rakkerens bord. Han fører os til en gabestok og lar os bli grundig oprørte ved en ung uskyldig kvindes forhånelse. Han skåner os ikke for nogen af krigens rædsler. Og det lille uhyre, som Zakarias bevarer under sin klokke, kunde nok få hårene til at rejse sig på det kjekkeste hoved. I beskrivelsen af Zakarias’ bål heder det: „Derpå bar rakkerknægten Carolus op på vedstabelen og tog ham ud af sækken. Der gik en orkan over menneskemængden, de skreg og truede, da de så det gyselige misfoster, nogle svor, og andre sang salmer.“ Denslags øjeblikke søger Johs. V. Jensen. Lad gå, at dette bål hører med til tidens billede. Men der er scener, som er at ligne med stilistiske kraftprøver: digteren viser, at han ikke står tilbage for nogen operatør i koldblodighed, og hans læsere blir disciple, der må vænne sig til synet af opskåret kjød. Den virker lidt anstrengt denne
— 177 —
