JOHANNES V. JENSEN
orhærdethed: så hedensk og barbarisk er han nu i virkeligheden knapt den geniale unge danske! Så stor hans farveglæde er, hans glæde ved alle farvemelodier, er der dog noget polemisk i den. måde, bvorpå han fejrer et farveorgie i en hestemave.
— — Jeg har kaldt Johs. V. Jensens verk et epos. Men det er epos i en anden forstand end det klassiske. Der er en jagende vildskab i denne unge digters fremstilling, han suser fra billede til billede. Men det stort og billedlig fortællende, det bredt handlende i hans kunst gjør den episk. Han er den mest moderne af alle episke begavelser, jeg kjender, fantastisk, urolig, fyldt af viden og af poesi, han har Darwin i blodet, og han har romantikens uendelige længsel. Og længselen blir til billeder, til brændende menneskeliv, levede i ord, til en hel gjennemlevet tidsalder. Nutidsmennesket, der blir digter, søger i poesien, hvad virkeligheden negter det, livet udover dette, det vidunderlige, evigheden. I vor korte tilværelse vil vi gjennemleve mest muligt af evigheden. Og så langt vor evne strækker, suger vi til os af det liv, der for århundreder tilbage har tilhørt andre mennesker, andre slægter, andre verdener. Digtere og historikere vandrer gjennem fjerne tider og egne og gjør lande til sit bytte, holder slagene om igjen, fejrer feste med Christian II og elsker en gyldenbrun jødepige fra det 16de århundrede, som de straks forlader for den blonde freja, Ane Mette.
Johs. V. Jensen er gået således på rov. Og han har havt lykken med sig. Han er kommet tilbage med en rig høst af poesi.
— 178 —
