JOHANNES V. JENSEN
Foruden de nævnte arbeider foreligger der fra Johs. V. Jensens hånd endnu to, „Intermezzo“ (1899) og „Den gothiske renaissance“ (1901), hvoraf den sidste har stor interesse for bedømmelsen af hans kunst og de tankerækker, han der har fulgt. De er begge blit til under hans reiser, de enkelte stykker står i det mindste i forbindelse med reiseindtryk.
„Intermezzo“ indeholder tre skisser, „Dolores“, en spansk studie, et filosofisk digterisk eventyr: „Forsvundne skove“, og en liden parisernovellette „Louison“, der hver især har sin skjønhed, uden at digteren nogetsteds griber dybere til. Med størst fornøjelse læser man den muntert tindrende historie om Louison, det glade barn fra Paris’ gader, som bare véd om nuet og bare kan indrette sig for nuet, flagrende, indholdsløs og elskværdig.
„Den gothiske renaissance“ har en helt anden rækkevidde. Med alle sine paradokser er det en alvorlig og myndig bog, af stor kraft. Den lyser af et vid, som er noget andet og mere end et glimrende fyrverkeri.
„Når jeg taler om en moderne Renaissance, da forstår jeg derved et bestemt karakteriseret hedensk gennembrud, der skønt det jo ikke er af splinterny dato dog hidtil har savnet deltagelse fra „kenderes“ side, fordi det ikke ytrede sig i åndelig form, men tværtimod fuldkommen materielt. Jeg tænker ikke på en literatur eller en kunst, men på selve vor tids ting — skinnerne langs jorden, maskinerne, der står og roterer...“
Johs. V. Jensen har i „Den gothiske renaissance“ skrevet et hyldningsdigt til den reale kultur, hvis geni lever i de vældige mekanismer, hvor hvert eneste hjul af de tusen er et udtryk
— 179 —
