JOHANNES V. JENSEN
for den menneskelige ånds anstrengelse og seir. Digtere før ham har fattet maskinernes poesi. Også for Zola er et lokomotiv et levende væsen. Men Johs. V. Jensen ser disse stålvæsener i en større sammenhæng, som repræsentanter for en bestemt tid og en bestemt kultur.
Hvor han glæder sig ved deres skjønhed og kraft:
„Der står et lokomotiv, en ekspresmaskine og rækker sig i funklende lakering. Den er beundringsværdig, slank og elegant i sin herkuliske vækst. For at trænge maskinen sammen og gjøre den dygtig til det yderste, har man forandret og føjet til, og der kan kun have været hensyn til det praktiske at tage. Men skjønheden følger styrken! Maskinen er fuldendt skøn. Den lave lange reisning, det tætte korthalsede og dog smidige i formen kan ikke være mere henrykkende. Hjulene står let, hele maskinen gjør et dristigt og sorgløst indtsyk. Man knuges ikke af vægten, ti her er den overvunden. — Der var en mand ved et af disse kæmpelokomotiver, han viste det frem og gjorde rede for det; når han stillede sig på et vist sted, lå alle håndgreb og stænger således, at han kunde nå dem. Fra dette sted lod hele kraftens komplikation sig regere. Manden slog også fyrhullet op … og hvad var det, inde på risten lå en dyne! jo denne mand logerede her. Der sov han hver nat i det kolde lokomotivs mave. Det var en af disse hornfingrede mænd, hvis blik synes hvidt, fordi huden er bleven mørk og garvet af kulstøv og olje. Han talte meget lavt, netop fordi han var vant til at halse sine ord gennem døvende maskinstøj. Den mandstype er fælles for hele verden.
— 180 —
